September 2014
Vi har nu lagt sommeren bag os, som ud over fantastisk sommervejr har budt på travlhed på kontoret og i produktionen gennem hele perioden. Det er altid en udfordring hvert år, at få tingene til at gå op, men vi føler, der igen i år har været en god balance mellem bemanding, ordreindgang, kapacitet og ønskede leveringstider, således at alle ordrer er blevet leveret som de skulle.
Ny hjemmeside
Vi er nu gået online med vores nye opdaterede hjemmeside, som har fået et tiltrængt løft. En hjemmeside som er mere tidssvarende, både på det visuelle/grafiske og på brugervenligheden. Samtidigt har vi fået de daglige kontaktpersoner lagt ind, for at give hjemmesiden lidt mere personlighed, så du nu kan sætte ansigt på de interne du har kontakt til, ligesom vi også har lagt billeder/video ind af vores dagligdag i produktionen.
Meningen er, at vi vil forsøge med nyhedsbreve, billeder, produktinformation og relevant nyhedsstof, at skabe en mere dynamisk hjemmeside, end vi har haft tidligere – vi håber I vil tage godt imod den. Besøg os på www.flexoprint.dk
Som vi har nævnt tidligere, så er FlexoPrint også at finde på Linkedin, og vi håber vores kunder og samarbejdspartnere vil ”følge” os der, så vi også ad den vej kan bidrage med relevant information fra vores dagligdag, løbende investeringer samt udvikling i øvrigt.
Du kan gå direkte til Linkedin via vores hjemmeside, eller www.linkedin.com og finde os under virksomheder.
Fleksible folier
Siden vores seneste nyhedsbrev i juni måned, er vi hos FlexoPrint af fødevarestyrelsen blevet godkendt til at trykke og laminere folier, der kommer i direkte kontakt med fødevarer. Det betyder for vores kunder, at de har sikkerhed for, at alle vores processer, både administrativt og produktionsmæssigt, lever op til kravene fra både danske fødevaremyndigheder og EU – vi opfylder som minimum forordningerne: 1935/2004-10/2011 og 2023/2006.
Vores kunder kan nu på forespørgsel få tilsendt overensstemmelseserklæringer og datablade på alle vores folieprodukter. De laboratoriemæssige undersøgelser mht. migrationstest mm udføres i samarbejde med et tysk akkrediteret laboratorium, der er specialiseret i disse undersøgelser.
Udover de folieordrer vi selv trykker og laminerer hos FlexoPrint, har vi endvidere indgået samarbejde med flere udenlandske trykkerier, som kan komplementere vores eget produktprogram. Disse trykkerier er nøje udvalgte efter kvalitet, fleksibilitet, leveringstid og pris.
Kontakt os med dine folieforespørgsler, så er du sikker på en god og kompetent service.