Marts 2021
Et år siden …
Nu er det ret præcist et år siden, vores statsminister lukkede Danmark ned første gang som følge af Corona, men fordi denne COVID 19 virus muterer løbende, så er det ikke rigtigt lykkedes at åbne op igen for alvor. Det hár været og er stadig utroligt hårdt for visse segmenter i vores samfund, men nu lysner det forhåbentligt snart.
Vaccinationsprogrammerne rulles ud overalt i verden, og mon ikke vi i Danmark kan håbe på en flokimmunitet i løbet af foråret og sommeren 2021, så vi kan åbne vores land op igen – det trænger vi til.
Ny COO / Produktionsdirektør
FlexoPrint har gennem de seneste år udviklet sig rigtigt meget, og vi har løbende besat centrale poster i takt med vores virksomhed er vokset. Kravene til os som virksomhed bliver stadig større, ligesom der også er øget fokus på fødevaresikkerhed, certificeringer, miljø og bæredygtighed. Nu er turen kommet til at styrke vores produktionsledelse.
Vi har derfor pr. 1. marts 21 ansat Dorthe Krogh Nielsen som COO/Produktionsdirektør med det samlede ansvar for alle de operationelle funktioner som trykkeriet, kontrolafdelingen, forsendelse, færdigvarelageret, råvarelager og bygninger. Dorthe som bor i Auning, kommer fra emballagekoncernen DS Smidt, hvor hun senest var direktør for displaydivisionen, og har således stor erfaring med produktionsledelse, kvalitetsstyring, certificeringer, lean mm. Vi ønsker Dorthe velkommen og ser frem til et godt samarbejde
Ny trykmaskine
FlexoPrint har købt en helt ny højteknologisk LED trykmaskine, som bliver stillet op her i marts måned. Maskinen er i første omgang tiltænkt OPP plastmaterialer, som er et voksende kompetenceområde. Den vil også kunne producere selvklæbende etiketter og kartonprodukter. Det er vigtigt vi løbende investere i ny teknologi, så vi kan opretholde de høje krav til trykkvalitet og konkurrencekraft.
Status på Greenliner
Vores Greenliner ordning, hvor vi tilbyder at afhente, det brugte bagpapir kvit og frit er blevet en kæmpe succes, og mange af vores kunder har efterhånden tilsluttet sig ordningen. 40% af vores totale papirliner bliver nu indsamlet og genbrugt, og alene i 2020 gav det en besparelse i CO2 på 462 ton i forhold til at lave nyt jomfrueligt papir. Det er godt for miljøet. Hvis I også vil tilslutte jer eller høre mere om Greenliner, så kontakt endelig vores salgsafdeling.
Se mere på greenliner.dk
Tysk DPG pantordning
For at imødekomme et ønske fra flere af vores kunder, har vi nu ladet os certificere efter den tyske pantordning DPG (Deutsche Pfandsystem GmbH). Der er ganske strenge krav og regler til os som producent, når vi trykker dette pantmærke. Det betyder vi også har investeret i kvalitetsforbedringer og rammerne for at overholde en ny certificering som gør, at også vores danske kunder kan levere til det tyske marked.