December 2011

Markedssituationen / status

Danmark har fået en ny regering, og hvordan det kommer til at påvirke Danmark og vores erhvervsliv må kun fremtiden vise. En ting er sikkert, der er nok af opgaver at tage fat på, i et marked med stadigt faldende aktiekurser, lavkonjunktur og store europæiske udfordringer – udfordringer som også præger det danske privatforbrug. Denne virkelighed mærker vi naturligvis også hos FlexoPrint, og derfor kræver det også en ekstra indsats af den enkelte medarbejder, hvis vi skal fortsætte den positive udvikling, der har præget vores forretning gennem de seneste 2-3 år. Vi vil have stor fokus på vores råvareindkøb, vores kvalitet og leveringsservice samt tilpasse os markedssituationen og de krav vores kunder stiller til en god leverandør. På den måde føler vi os godt rustet, og er fortsat optimistiske omkring fremtiden.

Ny trykmaskine

Udbyderne på det danske marked er mange og konkurrencen er hård, og derfor tror vi på, at tilpasning af markedskravene samt investeringer i ny teknologi er nødvendige for, at kunne levere høj trykkvalitet og konkurrencekraft i fremtiden. Derfor er det en fornøjelse, at kunne fortælle at FlexoPrint netop har taget beslutning om investering i en helt ny trykmaskine med den allernyeste og mest avancerede teknologi som findes indenfor flexotryk. Dette vil gøre vores i forvejen høje trykkvalitet endnu bedre og mere konkurrencedygtigt, og bringe os op blandt de allerbedste inden for vores forretningsområde – desuden øger det vores samlede kapacitet. Vi skal nok informere vores kunder løbende, og skulle der være spørgsmål eller andet uddybende omkring denne investering, så er I meget velkommen til at kontakte os.

Jul/nytår

Lige pludselig står julen og nytåret for døren, og i den forbindelse kan vi oplyse, at FlexoPrint holder lukket fredag den 23. december. Til gengæld er salgskontoret åbent alle dage mellem jul og nytår – dog på nedsat kraft, så disponer gerne i god tid.

Low Migration UV farver og klæbere

Risikoen for migration ved anvendelse af UV farver på emballager / etiketter til fødevareindustrien har længe været drøftet, om end risikoen er meget lille. Alligevel har FlexoPrint valgt fra årsskiftet kun at anvende såkaldte Low Migration UV farver til trykning af samtlige vores etiketter. Samtidig har vi valgt, at anvende en Low Migration klæber på vores hovedprodukter. FlexoPrint lever i dag fint op til EU direktiverne og også GMP, men går nu skridtet videre, så risikoen bliver bragt så tæt på et nul som det overhovedet muligt. Med dette nyhedsbrev ønsker vi alle vore kunder en rigtig dejlig jul samt et godt og udbytterigt nytår.

Med venlig hilsen FlexoPrint AS